Høring: Skolestruktur for ny skole i Vejlands Kvarter

I 2026 står en ny skole klar i Vejlands Kvarter, der etableres nord for Vejlands Allé. Den nye skole i Vejlandskvarteret bliver en selvstændig femsporet skole med 0.-9. klasse, som på sigt vil kunne indgå i det mulige fælles skoledistrikt i Ørestad.
Beslutningen om at den nye skole skal være en selvstændig skole med 0.-9. klasse er sendt i høring i perioden 30. april til 20. juli 2020.
På www.blivhoert.kk.dk kan du læse mere om den nye skole og indsende dit høringssvar
Baggrund for høringen
København er en by i vækst. En omfattende byudvikling i både eksisterende og nye byområder gør, at der skal etableres op mod 10-15 nye skoler over de næste 20-25 år. Ikke mindst i Ørestad er der et voksende behov for skolekapacitet.
I forbindelse med planlægningen af den nye skole på Hannemanns Allé (der skal tages i brug ved skolestart 2023), var der lokal opbakning til selvstændige skoler i Ørestad, der går fra 0.-9. klasse. Baseret på denne inddragelse og behovet for hurtig etablering af den nødvendige skolekapacitet, er det forvaltningens anbefaling, at skolestrukturen følger de øvrige skoler i Ørestad, og at Vejlandskvarterets skole også bliver en selvstændig skole med 0.-9. klasse med fem spor.
Fælles skoledistrikt i Ørestad
Opførelsen af den nye skole har givet anledning til, at forvaltningen har kigget på sammenhængen mellem skolerne i området, og hvordan skolestrukturen skal være. Skolen i det kommende Vejlands Kvarter vil kunne indgå i det mulige fælles skoledistrikt i Ørestad.
Et fælles skoledistrikt for alle skolerne i Ørestad medvirker til at udnytte kapaciteten bedre, da det giver mulighed for at fordele børnene mere ligeligt på skolerne.
Etableringen af et fælles skoledistrikt afhænger af om Børne- og Undervisningsministeriet giver dispensation og af politisk beslutning i København. En eventuel beslutning om et fælles skoledistrikt i Ørestad kommer i høring i løbet af sommeren/efteråret.
Læs mere om skolestruktur og et fælles skoledistrikt i Ørestad

Skriv et svar

Du kan bruge disse <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>