I dialog om indretningen af ny skole i Ørestad

Både børne- og ungeforvaltningen og kultur- og fritidsforvaltningen var mødt op til dialog med borgere og foreningsrepræsentanter om indretningen af den ny skole i Ørestad. Overskriften for mødet var: Hvad skal den ny skole kunne efter lukketid?

Udgangspunktet for dialogen var et oplæg fra Børn- og ungeforvaltningens byggeprojektansvarlige, som fortalte, at skolen kommer til at ligge på Hannemanns Allé foran Royal Arena, og skal kunne rumme 4 spor, en svømmehal, idrætshal og en fritidsinstitution. Skolen forventes at være færdig til brug i 2023.

Flere af Ørestad Idrætsforenings gymnastikrepræsentanter var der også og efterspurgte, at skolens hal bygges, så den kan rumme minimum en springgrav, men helst et springcenter. Ørestads unge springer fra gymnastikholdene, når de når en hvis alder, fordi faciliteterne ikke kan give nok udfordringer. Og hvad skal de så lave. I det hele taget er København ifølge Gymnastikforeningen Danmark underforsynet med gymnastikfaciliteter og Ørestad gymnastikforeningen har da også 300 på venteliste. Springfaciliteter er dyre, men som Gymnastikforening Danmark fortalte, er det jo muligt at søge penge til den slags projekter hos fonde. Det gør man f.eks. i Århus.

Generelt efterspurgte borgerne, at den skole skal kunne være et mødested for områdets beboere. De oplever ikke, at de har et sted at mødes i fritiden, hverken for unge eller voksne. Derfor blev muligheden for etablering af et fælles køkken diskuteret med de begrænsninger, der følger med fødevaresikkerheden.

Endelig blev behovet for en koncert/teatersal nævnt. Den nuværende teaterrum på Ørestad skole er nemlig for småt og for mørkt.

Forvaltningen og lokaludvalget lovede at tage de mange ønsker med videre til inspiration i byggeprocessen.

Skriv et svar

Du kan bruge disse <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>