Solen skinnede over Urbanplanen da musik, loppeboder og glade mennesker den 27. og 28. maj fyldte Remiseparken. Mange børn og voksne var kommet fra både Amagerbro, Islands Brygge og Ørestad for at besøge Urbanplanen. Trækplastret var især Hr. Skæg, kendt fra DR, og hans makker Hr. Overskæg. På scenen kunne man også lægge øre til Rune RK og Ghetto Gourmet’s Legestuen. For de aktive var der mulighed for at prøve parkour, judo eller at se hvem der var Urbanplanens stærkeste mand. Mange nød at ose gennem loppeboderne, øko-grønsager og planter til haven. Og madboderne havde travlt med at servere nystegt lam i fladbrød, falafel, byens bedste grillmad og hjemmebagte kager.

Urbanfestivalen var arrangeret af beboere, foreninger og institutioner i Urbanplanen i samarbejde med Partnerskabet og støttet af Amager Vest Lokaludvalg.

Arrangørerne er yderst tilfredse og har planer om et lignende arrangement næste år.