
Med støtte fra Amager Vest Lokaludvalg er Café Sundbyvesters gavl blevet spraymalet i alle regnbuens farver.
FARVER FRA FABRIKKEN
Få en tatovering. Tag på guidet gåtur. Eller smag kunstsuppe brygget på lokale urter. Kunstoplevelserne stod i kø, da Fabrikken for Kunst og Design slog dørene op for den Alternative Kunstmesse i weekenden 17.-19. september. Nogle af værkerne rykkede endda hele vejen ud i bybilledet til glæde for alle og enhver. Fx murmaleriet Farvefalbelade, som nu pryder gavlen af Café Sundbyvester.
REGNEN DRILLEDE
Maleriet blev bestilt af kunstnergruppen Rumkammerat og udført af Marko fra Colors Geometry nogle dage før messens åbning. Bevæbnet med spraydåser gik han i krig med caféens bare mur, og selvom septembervejret ikke viste sig fra sin pæneste side, lykkedes det ham at finde et par tørvejrstimer hist og her. Resultatet blev et festfyrværkeri af farver, som nok i lang tid frem over får de forbipasserende på Sundholmsvej til at kigge en ekstra gang.
KULØR PÅ CAFELIVET
Ejeren af Café Sundbyvester, er nemlig så tilfreds med det nye blikfang, at Farvefalbelade får lov til at blive hængende permanent. “Det er fedt med noget nyt, og de glade farver gør mig i godt humør”, siger David Guy og fortæller, at også gæsterne kommer med mange positive kommentarer. Måske kan udsmykningen endda lokke nye kunder til?
LOKALUDVALGET BAKKER OP
De amagerkanere, der ikke nåede en tur forbi Den Alternative Kunstmesse, kan altså stadigvæk få en kunstoplevelse med på vejen. Godt hjulpet på vej af Amager Vest Lokaludvalg, som støttede messen og murmaleriet med i alt 38.500 kr.
KUNST TIL ALLE
“Vi er glade for at fortsætte det gode samarbejde med Fabrikken for Kunst og Design, som med Den Alternative Kunstmesse åbner sig op for nærområdet og inddrager borgerne”, siger formand Lars Rimfalk Jensen. “Lokaludvalget og Fabrikken har tidligere arbejdet sammen med Amager Fælled Skole om et større kunstprojekt i skolen aula, og denne gang kommer kunsten hele vejen ud på gader og stræder, hvor den sætter nye tanker i gang. Noget der kommer os alle sammen til gode”.
Læs:
Hvad Amagerbladet skriver om Farvefalbelade.
Om kunstnergruppen Rumkammerat
Og se flere værker af Marko på colorsgeometry.com

Det færdige resultat lokker måske nye gæster til?
Se også Sundholmskvarterets Områdeløfts film, hvor gavlmaleriet indgår.






Tillykke med jeres nye vægmaleri!
Marko er egentlig fra colorsgeometry, men det er Rumkammerat som har bedt ham lave maleriet på Café Sundbyvesters gavl. Vi arbejder med mange forskellige kunstnere, og Marko har tidligere lavet en udsmykning på Vesterbro i samarbejde med os, så det er ikke så nemt at holde styr på hvem der hører til hvor :-)
Tak! Vi retter formuleringen og smider lige et link til Markos egen hjemmeside :-)
Godt at den gamle skrift er bevaret, men ellers farverig og flot.
Skal man tilmelde sig mødet den 16.10.?
@Jørgen.
Nej, du behøver ikke at tilmelde dig mødet den 16. oktober. Alle er velkomne på Fabrikken for Kunst og Design, hvor vi præsenterer bydelsplanen og diskuterer, hvordan visionerne bliver til virkelighed.
Dagen starter med brunch og jazz kl. 10. Vel mødt!