Snørestaden indtager Byparken i uge 19

Amager Vest Lokaludvalg leverer i bogstavelig forstand den røde tråd, når forårets første kulturevent i Ørestad løber af stablen på søndag den 8. maj. Projektet Snørestaden vil med egne ord vikle bydelens beboere sammen.

Sammen med lokale beboere vil projektgruppen Snørestaden med en nytænkende metode skabe netværk mellem beboerne omkring Byparken i Ørestad.

”Vores idé er egentlig ganske simpel,” fortæller Jacob Stubbe Østergaard fra projektgruppen. ”Sammen med bydelens indbyggere – beboere, skoleelever og studerende – vil vi bruge den kommende søndag eftermiddag på at snøre Ørestaden. Den centrale byparks kæmpestore, åbne rum skal transformeres til et væv af tråde, der forbinder beboernes private hjem på kryds og tværs af det offentlige rum, som Byparken udgør”

Projektgruppen søgte støtte hos Amager Vest Lokaludvalg, der valgte at støtte projektet på baggrund af dets originale metode til at ”netværke”.

Netværk der virker

”Et af vores vigtigste kriterier, når vi uddeler støtte er, at projektet skaber nye netværk i bydelen,” siger formand for Amager Vest Lokaludvalg Lars Rimfalk Jensen. ”I tidens løb har vi støttet mange gode netværksskabende events, men vi er aldrig før stødt på et projekt, der tager netværket lige så bogstaveligt som her i Snørestaden. Derfor var vi ikke i tvivl om, at det fortjente vores støtte”.

Støtten bliver i form af 80 km (ja, kilometer) snor i klare farver, der i løbet af en søndag eftermiddag vil blive viklet, snøret og spundet mellem træer, buske, bænke, boliger og private altaner omkring Byparken i Ørestad med hjælp fra beboerne selv samt elever fra Ørestad Gymnasium.

”Jeg synes projektet er virkelig sjovt, og jeg er glad lokaludvalget kan bidrage til at skabe liv og aktivitet i vores nyeste byområde Ørestad,” fortsætter Lars Rimfalk Jensen. ”Og så er det jo dejligt at kunne sige, at vi står bag den røde tråd i et af Amagers mest nytænkende netværk”.

Yderligere fakta

Snørestaden er en åben begivenhed, så deltagere fra hele byen kan spinde med. Installationen står i Byparken fra den 9.-16. maj. Programmet for søndag den 9. maj er:

Kl. 13-16 er der fri opsætning af snor over, under, igennem, forbi, omkring, udenom, langs og mellem parkens punkter. Træk en tråd, træk ti eller træk hundrede, sæt dit eget præg på Byparken og vær med til at forme trådværket.

Kl. 16-18 inviterer vi til fernisering. Kom og nyd et glas Lambrusco, eller cider, og inspicér dagens værk.

Projektgruppen består af studerende på Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet. Du kan læse om gruppen på projektets hjemmeside www.snorestaden.dk.

Se også artiklerne i Amagerbladet uge 19 – på forsiden og side 24