Der er mange, der kritiserer Ørestad i medierne, men hvordan ser beboerne selv på deres byområde? …og hvordan ser byen ud om 5, 10 og 20 år? Det prøver vi at få svar på, når vi inviterer på rundtur i Ørestad lørdag d. 14. november kl. 13.
RUNDTUR OG DEBAT
Turen går i bus og vi gør stop ved interessante steder i Ørestad såsom DR-byen, VM-bjerget, Ørestad Gymnasium, BIG house (8-tallet) og Plug’n’Play-parken. Efter rundturen har vi sat de vigtigste spillere i stævne til en debat om bydelens fremtid. Rundturen slutter ved By&Havns pavillon i Ørestad Syd kl. 15. Her vil beboeren, bygherren og byplanlæggeren stille op til debat med interesserede borgere. Beboerne repræsenteres af tidligere byplanprofessor Peder Boas Jensen, bygherren By&Havn stiller med planchef Kresten Bloch og fra Københavns Kommune kommer byplanlæggerne Mads Laursen (Økonomiforvaltningen) og Jakob Matzen (Teknik- og Miljøforvaltningen).
PROGRAM for lørdag d. 14. november kl.13-15
Vi mødes i Tietgen Kollegiets gård – Rued Langgaards Vej 10 – 18 – og begiver os ud i bydelen, hvor vi ser de følgende områder:
| Punkt 01 | Tietgen kollegiet | |
| Punkt 02 | DR-byen | |
| Punkt 03 | VM-bjerget | |
| Punkt 04 | Ørestad Gymnasium | |
| Punkt 05 | Plug’n'Play parken | |
| Punkt 06 | BIG-house og Stævnen |
Turen ender ved By&Havns udstillingsbygning (overfor Vestamager metrostation) kl.15, hvor vi runder af med omkring en times debat om Ørestads fremtid og de værktøjer vi kan bruge, for at skabe en dynamisk bydel.
TILMELDING
Har du lyst til at deltage i rundturen så send os en mail på info@avlu.dk med ordet “Ørestad” i emnefeltet. Der er kun plads til 30 i bussen, så husk at give besked. Hvis du kun kan nå debatten, skal du blot møde op ved By&Havns pavillon i Byparken, Ørestad Syd kl. 15.







Temagruppen igen havde et flot fremmøde til en inspirationstur og vi fik mange gode inputs. Efter at Peder Boas førte an gennem smuk arkitektur i Ørestad Nord, City og Syd (hvor især Tietgen kollegiet og VM-bjerget gjorde indtryk) sluttede dagen af i By&Havns udstillingsbygning.
HED DEBAT
Folk var godt kolde, da vi samledes omkring den store model af Ørestad, men debatten blev hurtigt hed.
Vi havde det held at have nogle af de vigtigste interessenter med, nemlig planchef Kresten Bloch fra By&Havn, Områdechef Bertha Lysgaard fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Byplanlægger Mads Laursen fra Økonomiforvaltningen og Kommunikationschef i Ørestad Nord Gruppen Birgitte Rodh.
IDERIGE DELTAGERE
Samtidig var der en stor lokalkendte beboere og besøgende, der kunne stille kritiske spørgsmål og komme med gode forslag til, hvordan kan blive et endnu bedre sted at bo i fremtiden. Eksempelvis:
_Placer mobile haver langs Ørestads kanaler, så der kommer flere blomster og bænke i bydelen.
_Giv plads til at unge kunstnere/kreative kan leje sig ind i de tomme lokaler billigt og skabe liv og stemning.
_Forbedr kommunikationen så beboerne i Ørestad kan skabe netværk på tværs og få information om udviklingsplaner o.lign.
_Lav et nyt kilometerstens-koncept for Ørestad, der udpegede eksisterende og kommende attraktioner
_Skab bedre forbindelser på tværs af bydelen mellem Islands Brygge og Sundby og mellem Sundbyvester og Fælleden.
_Få DR til at åbne sig mod sin nære omverden.
_Skab mere variation i Byparken med snoede stier, flere træer og flere funktioner.
Der var mange flere gode ideer – skriv dem ind her, så vi har dem med ved midtvejsmødet d. 26. november.
Bevar stjernetankegangen i forbindelse med x-rigsarkivgrunden i Ørestad Nord!
Skønt arkivet blev noget andet et andet sted, havde strukturen fat i noget centralt for dette sted, denne grund! Det er et mødepunkt for mange flow og voluminer og et helt centralt sted for mødet med fælleden (efter en meget lang mur/barriere fra syd)og mødet med baglandet og baglandets borgere. Her skal ikke blot være nord-syd gående kontakt/forbindelser, men i høj grad også tværgående kontakt/forbindelser, for slet ikke at tale om noget at komme efter (sammenbindende)! En cirkel optager alle retninger, men er indadvendt, en stjerne peger i alle retninger, samler og spreder! Fasthold derfor stjernetanken for rigsarkivgrunden.
Kan vores behov for fysiske udfoldelser tænkes ind i den nye bydelsplan, der skal udarbejdes for Amager Vest?
Vores interesse handler især om den såkaldte rigsarkiv grund? Området nord for Grønjordsvej og syd for DR bebyggelsen!
Til hverdag bruger ikke kun vores børn, men også de omliggende skoler og boligers børn rigtig meget Fælleden. Rigsarkivgrunden er i denne sammenhæng en central koblingen mellem boliger, skoler, DR og fælleden. Den er perfekt som samlingspunkt for lokalområdet og kunne med fordel udgøre en bearbejdet, urban, grøn struktur i modstykke til den vilde fælled.
Funktioner med sundhed som omdrejningspunkt til fælles glæde for områdets brugere, permanente udendørs idrætsfaciliteter i park, med bænke og stier samt et ’multi-idrætshus’ også med mulighed for at leje sig ind i til dagligt, såvel som ved større arrangementer, ville dække et reelt behov og være med til at skabe liv i lokalområdet! Lange tråde på tværs af Ørestaden fx i form af lys-løbestier, der forbinder baglandet med fælleden. Klatrevægge og basketball net, 100-meter løbebane og sandkasser til længdespring. Et mini ’plug & play’, for enden af de stramme strukturer af vand (der er aktivt i brug af polospillere i kajak) og voluminer fra nord. En kobling af en poleret ’DR- og universitetsby’ til det lokale og oprindelige Amager.
Rigtig mange børnefamilier bliver boende i Københavns Kommune, gør derfor Amager Vest til det bedste sted at bo og gå i skole…
- ved at give borgerne de bedste muligheder for fysisk udfoldelse i et fælles byrum!
Underskrevet af:
